Det er vigtigt i hundetræning at anvende belønninger der forstærker den adfærd vi gerne vil have mere af.
Det kan være en stor fordel at anvende leg som forstærkning i træningen. Særligt i øvelser hvor vi gerne vil have, at hunden skal synes at det er ekstra sjovt at komme helt ind til os, kan trækkeleg være fremragende. Ved andre øvelser kan det være en fordel at belønne hunden på større afstand, hvor kastet legetøj som hunden kommer tilbage med kan være smart. Leg er generelt rigtig godt til at øge farten i øvelser.
Ofte bruger man godbidder i hundetræning, da de fleste hunde er motiverede af mad. Det kan være en rigtig god ide, at finde nogle ekstra lækre godbidder til når man er til hundetræning – så man kan konkurrere med de andre hunde og det nye sted.
Derfor anvendes både leg og godbidder i høj grad i træningen – uanset typen af hold.
Men forstærkninger kan også være andre ting. Det kan være en forstærkning for hunden at få mere afstand til andre hunde, at komme i vandet ved stranden, at grave efter mus eller få lov at give sit menneske et kys. Derfor er vi ikke så rigide i hvordan der forstærkes, hunde er nemlig forskellige, og derfor er deres præferencer for belønninger også.